Til basispladserne visiteres børn med og uden funktionsnedsættelse. Fælles for dem er, at de har behov for ekstra støtte i hverdagen, herunder specialpædagogisk indsats.
Ved opstarten i basisgruppen lægger vi stor vægt på at skabe tillid og trygge rammer for jeres barn og jer som familie. Vi prioriterer den tætte dialog med jer forældre, da I kender jeres barn bedst.
I løbet af ugen tilbyder vi aktiviteter, der tager udgangspunkt i de 6 læreplanstemaer. Vi prioriterer en ugentlig turdag, hvor vi benytter husets klapvogne, kassecykler eller offentlig transport og vores gode nærmiljø.
I basisgruppen er der et udvidet forældresamarbejde omkring barnets trivsel og udvikling, dette ud fra barnets handleplan. Vi vægter et tæt samarbejde med jer højt for netop at sikre udvikling både i Kaninbjerget og hjemme.
Vi arbejder inkluderende med Kaninbjerget vuggestue, vuggehave og børnehave ud fra det enkelte barns behov og kompetencer.
Børnene i basisgruppen kan blive tilknyttet legegrupper på tværs af andre stuer, og der er mulighed for at være med i andre børns aktiviteter eller ture. Dog er intet helt fastlagt, da det handler om barnets udvikling og dagsform.
Skolestart forberedes i tæt samarbejde med jer, kommende skole og andre fagpersoner, der har været involveret i barnets hverdag i basisgruppen.